Jeg skulle egentlig kun have et enkelt glas vodka på Det Glade Vildsvin, da jeg mødte to charmerende franskmænd, der insisterede på at vise mig deres ydmyge opholdssted og lave mig et måltid mad (jeg indså for sent at maden var mig)
De tog mig med væk fra Hogsmeade, fuldmånen viste sig på himlen og det blev en værre redelighed, som Hezekiah af ukendte årsager blev blandet ind i - han transferede os væk i et ledigt øjeblik og nu, få måneder efter, har jeg fået en kedelig trussel fra den mandlige halvdel. Jeg vil ikke afsløre mere, end at jeg fik brug for en Auror til beskyttelse og så kom... Andrew.

Stalkervarulve og Andrews sure sokker på spisebordet.

Ironisk at læse dette spørgsmål fra sin guilty pleasure number one.

Hendes evige benægtelse af realiteter, der banker hende i hovedet med større og større instrumenter.

Jeg satte ild til Nikas gevandter, fordi at hun kalde mit hår for høstak.

Jah.

Men jeg har udmærket mig mere i 2. pladser.

Magikerbørn bliver undervist hjemme, fordi at det er for risikabelt at lade dem gå i en Mugglerskole, når de endnu ikke har kontrol over sine evner.
Mugglerfødte går i helt almindelig skole.

Jeg arbejdede som bibliotekar og Quidditchanfører i en stor del af min tid på Hogwarts. Udenfor skolen har jeg været ansat som journalist på Profettidende og nu som 'Thestralpasser' (jaja, de passer sig selv) i et af Irlands største reservater.

”Sebastian, du er godt klar over at der sidder en rotte over i hjørnet og glor på os, ikke?”
Sebastian kiggede fraværende over i hjørnet og trak på skuldrene.
”Den er lille i forhold til, hvad de plejer,” sagde han nøgternt og fortsatte med at spise. Allison rynkede på næsen og kastede endnu et blik rundt i lokalet. Det var småt, med mørke, nedslidte trægulve, en almindelig dobbeltseng i den ene ende, køkkenet i den anden og spisebordet, hvor Allison og Sebastian sad i midten. Væggene var dækket af håbløst umoderne, blomstret tapet og køkkenet bar tydeligt præg af, at det var en Mugglerbolig. Det havde en del flere dimser end Sebastian havde brug for. Over sengen var lejlighedens eneste vindue, der lod et dovent aftenlys slippe ind i det lille lokale.
”Hvordan kan du holde ud at bo her?” nærmest hviskede hun og ignorerede maden på sin tallerken. Sebastian kiggede hurtigt op på hende og slog så blikket ned igen.
”Det er ikke ligefrem fordi jeg har det store valg, er det?” spurgte han surt og lagde gaflen fra sig. ”Mine forældre smed mig ud og jeg har ikke rigtigt fundet noget arbejde endnu.”
Allison bed sig i læben og havde svært ved ikke at vise den ynkelige medlidenhed hun følte med ham. Sebastian så det selvfølgelig med det samme.
”Stop, Allison! Jeg har det fint!”
Hans stemme bekendtgjorde, at det ikke var op til diskussion om hans liv var godt eller ej, så Allison tav og koncentrerede sig om sin mad igen. Ovre i hjørnet gnavede rotten tydeligt i et eller andet, men ingen af de to orkede at gøre noget ved det. Det var sommerferie og Allison besøgte Sebastian, som hun havde lovet ham. Det var længe siden de havde set hinanden, hvilket også var grunden til den tavshed, der sænkede sig over dem. Allison vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på alt det, der var sket i Sebastians liv på det seneste og han rullede med øjnene, hver gang hun snakkede om hendes. Var de vokset fra hinanden?
”Fortalte jeg, at vi endelig vandt Quidditchpokalen?” prøvede hun tøvende. Sebastian kiggede op.
”Tillykke, Alli! Det er fortjent,” sagde han hjerteligt og næsten som om at han mente det. Allison prøvede at smile og kiggede ned i sin mad igen.
”Hufflepuff vandt også kollegiepokalen, igen,” fortsatte hun. Sebastian nikkede bare. Han gik hende på nerverne.
”Hezekiah kommer og besøger mig i næste uge.”
Ordene faldt tungt, da Sebastian netop havde skovlet en gaffelfuld pasta ind i munden. Han hostede.
”Nå..” han hostede stadig. ”Så det…”
Han stoppede sin talestrøm for at slå hænderne op for munden og hoste videre. Han havde fået maden i den gale hals. Allison sprang på benene.
”Sebastian!” Hun løb over og bankede ham desperat på ryggen. Sebastian slog hendes hånd væk. Han blev mere og mere blå i hovedet. Allison rullede med øjnene og gik over for at finde sin tryllestav.
”Anapneo,” sagde hun roligt og pegede på ham med staven. Sebastians genvandt sin blege kulør og stoppede med at hoste.
”Det fortjente du!” sagde Allison surt og spidede et par pastaer på sin gaffel. ”Prøv lige at være lidt til stede, gider du?” Hun kiggede surt på ham. Han gloede på hende.
”Kommer han og besøger dig?!”
”Jeg gider ikke at snakke mere om det.”
Sebastian skulede og skubbede tallerkenen væk. Allison rullede med øjnene og spiste op. De var helt sikkert ved at vokse fra hinanden.

Jeg havde egentlig en plan om, at Allison skulle være glad.

Men så kom der en ugle to dage efter og ødelagde det.

Ooog unfollow.

Måske lidt for interessant.

Han er da meget sød.

Jeg har fået en følelse af, at en hvis Sean Garrel har et eller andet i klemme.